Flere anmeldelser af Verdensfortællerne

Der er kommet flere anmeldelser af Verdensfortællerne.

Bibliotekernes website om litteratur

Den seneste er på Litteratursiden, der er bibliotekernes website om litteratur.
Her skriver anmelderen blandt andet om en “vellykket dansk science fiction” som er “udformet som en solid spændingsroman”.
Det er jeg ekstremt glad for, da nogle folk rynker på næsen af science fiction og straks tænker “Star Wars” og andre Hollywood-blockbusters.
Ikke at der er noget galt med Star Wars, men Verdensfortællerne kan sagtens læses som en spændingsroman, som forhåbentligt får læseren til at tænke over nutiden. Med anmelderens ord:
“det prisvindende resultat er blevet en særdeles glimrende og tankevækkende historie.”
“Langt hen ad vejen fungerer romanen som en glimrende spændingsroman, men med tilføjelsen af alternative verdener og avanceret videnskab løftes historien til et højere niveau, og resultatet er både spændende og tankevækkende. Historien er skruet godt sammen, og Mygind er en yderst glimrende skribent, så alt i alt et romanen et meget vellykket bud på en ny gedigen dansk Science Fiction.”

Det er en fantastisk anmeldelse, som forhåbentligt får biblioteker og boghandlere til at fylde hylderne op med Verdensfortællerne 🙂

Anmeldelse med spoiler-alert!
Der er også kommet en anmeldelse på bogbloggeren. Der er nogle afsløringer af plottet så SPOILER-ALERT!
Hvis du alligevel læser den, vil du kunne se Verdensfortællerne omtalt som
“enorm aktuel skønlitteratur”. Science Fiction Cirklen og jeg har da også valgt at betegne romanen som en højaktuel fremtidsroman, hvilket selvfølgelig er en modsætningsfuld etiket, men bogen tager udgangspunkt i temaer som internet-censur, mediemanipulation og fake news. Emner som du formentlig ikke rigtig gider at læse mere om; derfor har jeg pakket det ind i en spændende roman. Som anmelderen skriver:
“Christian må opgive sit princip og lade Terry fiktionalisere hans bog, meget mere end han selv har gjort, ellers gider ingen læse den. De skal have en god historie, forklarer Terry. Når de har været på arbejde hele dagen, gider de ikke læse fakta. Men man kan skrive sådan, at bogen måske får dem til at tænke over nogle ting. Hvilket jo er præcis det samme som Mygind har gjort.”

Giv din mening til kende
Du må meget gerne gå ind og give din vurdering af Verdensfortællerne på Goodreads, Bookeater og andre steder, som jeg ikke er klar over.
Send gerne en mail til mig, hvis du anmelder Verdensfortællerne andre steder end på Goodreads og Bookeater.
Du er også velkommen til at skrive til mig på mailFacebook eller Twitter, da jeg selvfølgelig er interesseret i at høre, hvad du som læser mener om bogen.