Jeg havde lovet musik og andre bevidsthedsmanipulerende effekter ifm. med min optræden på Bogforum og jeg diskede da også op med et kaotisk multimedieshow fredag eftermiddag: Højttalere væltede ned fra scenen, mikrofonerne hylede, men jeg fortsatte ufortrødent min poetry-slam-lignende oplæsning og lod mig ikke distrahere af den måbende tilskuerskare, der undrede sig over galningen, der var sluppet løs på Science Fiction Cirklens stand.
Der var proppet; alle siddepladser var besat, så en håndfuld folk blev nødt til at stå op.
Søndag eftermiddag havde jeg valgt en mindre ambitiøs præsentation, hvor jeg fortalte om baggrunden for Verdensfortællerne og læste lidt op af bogen.
Hvis du ikke havde tid og lejlighed til at komme forbi Bogforum og høre om Verdensfortællerne, så kan du læse lidt om baggrunden for bogen i nedenstående artikel, som tidligere er bragt i Science Fiction Cirklens medlemsblad Novum. Der er en gevinst, hvis du læser hele artiklen:
Hvem fortæller din verden?
I min bog Verdensfortællerne fortæller jeg historien om Christian Dyrkøb, der vågner en morgen med søvnparalyse og hukommelsestab. Da han finder et manuskript med titlen ”Verdensfortællerne”, begynder han langsomt at få sin hukommelse tilbage. Manuskriptet handler blandt andet om CIAs MKUltra-projekt, hvor den amerikanske efterretningstjeneste eksperimenterede med bevidsthedskontrol i 1950’erne og frem til 1970’erne med forskellige midler, herunder LSD. Trods rygter og vidnesbyrd fra ufrivillige forsøgspersoner blev historien i lang tid affejet som opspind indtil en undersøgelseskomite i 1975 dokumenterede projektet.
Manuskriptet som Christian finder beskriver også flere mystiske hændelser fra vores nutid, herunder dødsfald blandt journalister, kryptologer og it-folk. Christian forsøger at få manuskriptet publiceret og kommer via forlagsredaktøren Terry Oswald i kontakt med en undergrundsbevægelse. Da undergrundsbevægelsen via en whistleblower kommer i besiddelse af en hidtil ukendt bevidsthedsmanipulations-teknologi, accelererer begivenhederne og det første mord finder sted.
Inspiration fra virkeligheden
Jeg vil røbe mere om handlingen lidt senere, men først lidt om inspirationen til bogen.
I optakten til Irak-krigen var jeg i gang med at læse til diplomjournalist på Journalisthøjskolen. Løgnen om Iraks masseødelæggelsesvåben blev på det tidspunkt udbredt ved hjælp af overskrifter og soundbites, hvor ”Irak” og ”masseødelæggelsesvåben” blev gentaget i det uendelige. For mange folk blev det en sandhed, selvom der ikke var nogen beviser. Jeg var ikke overbevist; tværtimod. Ikke fordi jeg var særlig klog, men fordi jeg havde lidt mere tid end mange andre til at læse forbi overskrifterne som følge af mit studie.
Historier om fabrikerede ”beviser”, genstridige våbeninspektører og andre historier, som ikke passede ind i den officielle narrativ fik ikke megen spalteplads og sendetid, men de fandtes.
Havde optakten til Irak-krigen været et år tidligere, ville jeg have haft for travlt i mit arbejde som IT-udvikler hos IBM til at ofre tid på dem.
Jeg havde formentlig købt den officielle løgn.
Som mange, mange andre. (Her ville jeg egentlig have refereret til en undersøgelse fra 2004 – et år efter Irak-invasionen – som viste, at omkring en trediedel af amerikanerne var overbevist om, at der var fundet WMD i Irak. Men da jeg googlede efter undersøgelsen, faldt jeg over en nyere undersøgelse. Den er fra 2015 og viser, at 42 procent af amerikanere tror, at der blev fundet masseødelæggelsesvåben i Irak.
Ja, tiden læger alle sår, men gør ikke nødvendigvis vores erindringer mere sandfærdige)
Fra propaganda til bevidshedskontrol
Bevidsthedsmanipulation dækker et bredt spektrum; fra den lille bevidsthedsmanipulation i form af nyhedsartiklen med en vinkling der afspejler mediets politiske orientering til den fulde bevidsthedskontrol i form af en hjerne tilsluttet elektroder, som manipulerer hjernen til at opfatte en virkelighed der reelt ikke eksisterer. Den første type bevidsthedsmanipulation udsættes vi for til daglig – selvom vi ofte ikke lægger mærke til den – mens vi, formentlig, stadig har til gode at få vores hjerne manipuleret og kontrolleret af et computerprogram, som det kan opleves i science fiction-film som The Matrix.
Formentlig, da vi reelt ikke kan vide, om vi lever i en computersimulation.
Kortlægning af hjernens historieforståelse
Verdensfortællernes historie dækker hele spektret af bevidsthedsmanipulation. Fra den subtile manipulation til bevidsthedskontrol. Regeringer, virksomheder og andre magtfulde institutioner har anvendt propaganda, misinformation og fake news i umindelige tider til at præge befolkningers verdensopfattelse. Der er skrevet adskillige bøger om, hvordan man bedst kommunikerer og overbeviser folk – ofte uden nogen egentlig videnskabelig basis.
I 2011 startede imidlertid et projekt på Arizona Universitet sponseret af det amerikanske militærs forskningsenhed DARPA, der skulle dokumentere, hvordan hjernen opfatter historier, blandt andet ved hjælp af hjernescanning Kortlægningen af hjernens bearbejdning af historier skulle gøre ”strategisk kommunikation” mere effektiv, så det var nemmere at påvirke den offentlige diskurs.
Det projekt, som forsøger at identificere et Narrativt Forståelsesnetværk i hjernen, indgår i Verdensfortællerne ligesom journalisten Michael Hastings tragiske dødsfald via et mærkværdigt trafikuheld, krypteringsgeniet Gareth Williams bizarre død i en sportstaske og den græske netværkschef Kostas Tsalikides’ uforklarlige selvmord.
1984, Fagre Nye Verden eller ?
Christians fundne manuskript beskæftiger sig med de mystiske dødsfald og undersøger forskellige forbindelser mellem dem. Det får ukendte kræfter til at interessere sig for Christian på en for ham helbredsmæssig usund måde. Han får hjælp af undergrundsbevægelsen, som er opstået som modreaktion på et teknokratisk samfund, hvor hensynet til det enkelte menneske forsvinder. Der er klare paralleller til det digitaliserede overvågningssamfund, som vi har i dag. Et overvågningssamfund som bliver stadig udbygget. Ikke nødvendigvis på en tvangsmæssig 1984-agtig måde, men mere i en Fagre Nye Verden-stil, hvor vi underholder os selv til døde ved frivilligt at give alle vores data til private virksomheder og installerer mikrofoner overalt i form af digitale assistenter som Alexa, Siri, Google Home etc. Men, som Verdensfortællerne viser os, så kan overvågningen og de indsamlede data også anvendes til formål som, måske, er positive.
Verdensfortællerne, Sapiens og De Helt Store Spørgsmål
I sommerferien havde jeg fornøjelsen at læse Yuval Noah Hararis bestseller ”Sapiens – A Brief History of Humankind”. I en intellektuel tour de force giver den israelske historiker et fornemt overblik over menneskehedens historie. Ifølge Harari tog menneskehedens udvikling rigtig fat, da mennesker begyndte at fortælle historier om fiktive ting. Historierne formår at samle og organisere tusindvis af mennesker i et fællesskab. Når mange folk tror på de samme fortællinger om guder, ædle metallers værdi, nationalstatens helte, fjendens dæmoniske natur eller markedets uafvendelige logik, så bliver de fiktive fortællinger til virkelighed.
Sapiens falder fint i tråd med Verdensfortællerne, da Sapiens omhandler nogle af de Helt Store Spørgsmål som Verdensfortællerne også beskæftiger sig med. I Verdensfortællerne har jeg forsøgt at bringe de højtflyvende, lettere abstrakte temaer ned på jorden i et spændende techno-thriller format. Om det lykkes, vil jeg lade læserne vurdere.
AI, transhumanisme og Hopi-indianere
Jeg er gået i gang med at læse opfølgeren til Sapiens, Homo Deus, og kan konstatere, at også her er der sammenfald med Verdensfortællernes temaer. Her er AI, kunstige verdener og transhumanisme, hvor mennesket ved hjælp af avanceret teknologi bevæger sig væk fra sit naturlige, biologiske væsen til at være … noget andet.
Hollywood og Silicon Valley er i fællesskab ved at spinde en historie om menneskets uundgåelige march mod en fremtid, hvor AI vil erstatte menneskelig intelligens. Om det ender i et Terminator-lignende apokalyptisk opgør mellem mennesker og AI-robotter eller en fremtid med mennesker kørt ud på et evolutionsmæssigt sidespor (på borgerløn?) mens maskin-intelligensen erobrer rummet eller en transhumanistisk fremtid med en mere eller mindre harmonisk sammensmeltning af menneske, teknologi og kunstig intelligens, vides ikke.
Det centrale i Hollywoods/Silicon Valleys fortælling er, at AI vil overgå menneskelig intelligens. Folk, der har arbejdet med AI i mange år, er dog mere skeptiske. En skepsis som jeg deler, da jeg er gammel nok til at have oplevet begejstringen – og det efterfølgende anti-klimaks – for japanernes 5th generation projekt i slutningen af 1980’erne, ligesom jeg selv arbejdede med såkaldte ekspertsystemer i starten af 1990’erne. Uden at røbe for meget af handlingen, kommer Verdensfortællerne også ind på forskellige former for AI og mulige alternative verdener. Måske lidt overraskende dukker Hopi-indianerne og deres mytologi op flere gange i bogen som en human kontrapunktisk modvægt til det teknokratiske samfund som Christian lever i.
Bevidsthedsmanipulation, mord, alternative verdener, AI, transhumanisme, religion og mytologi.
Tør du lukke Verdensfortællerne ind i din bevidsthed?
Der er mere – poetry slam!
Hvis du har læst hertil, fortjener du et fantastisk poetry slam af den uforlignelige Kate Tempest. Jeg har meget at lære …