Verdensfortællerne i godt selskab


I sommerferien havde jeg fornøjelsen at læse Yuval Noah Hararis bestseller ”Sapiens – A Brief History of Humankind”. I en intellektuel tour de force giver den israelske historiker et fornemt overblik over menneskehedens historie. Ifølge Harari tog menneskehedens udvikling rigtig fat, da mennesker begyndte at fortælle historier om fiktive ting. Historierne formår at samle og organisere tusindvis af mennesker i et fællesskab. Når mange folk tror på de samme fortællinger om guder, ædle metallers værdi, nationalstatens helte, fjendens dæmoniske natur eller markedets uafvendelige logik, så bliver de fiktive fortællinger til virkelighed.
Sapiens falder fint i tråd med Verdensfortællerne, da Sapiens omhandler nogle af de Helt Store Spørgsmål som Verdensfortællerne også beskæftiger sig med.
I Verdensfortællerne har jeg forsøgt at bringe de højtflyvende, lettere abstrakte temaer ned på jorden i et spændende techno-thriller format.
Ifølge anmeldelser som Litteratursidens lykkes det fint, men lad mig høre, hvad du mener.

AI, transhumanisme og Hopi-indianere
Jeg er gået i gang med at læse opfølgeren til Sapiens, Homo Deus, og kan konstatere, at også her er der sammenfald med Verdensfortællernes temaer. I Homo Deus ser Harari nærmere på AI, kunstige verdener og transhumanisme, hvor mennesket ved hjælp af avanceret teknologi bevæger sig væk fra sit naturlige, biologiske væsen til at være … noget andet.
Hollywood og Silicon Valley er i fællesskab ved at spinde en historie om menneskets uundgåelige march mod en fremtid, hvor AI vil erstatte menneskelig intelligens. Om det ender i et Terminator-lignende apokalyptisk opgør mellem mennesker og AI-robotter eller en fremtid med mennesker kørt ud på et evolutionsmæssigt sidespor (på borgerløn?) mens maskin-intelligensen erobrer rummet eller en transhumanistisk fremtid med en mere eller mindre harmonisk sammensmeltning af menneske og teknologi, vides ikke. Uden at røbe for meget af handlingen, kommer Verdensfortællerne også ind på forskellige former for AI og mulige alternative verdener. Måske lidt overraskende dukker Hopi-indianerne og deres mytologi op flere gange i bogen som en human kontrapunktisk modvægt til det teknokratiske samfund som Verdensfortællernes hovedperson Christian lever i.

A Lie Nation og Halluci Nation
A Tribe Called Red er Native Americans (dog ikke Hopi-indianere) som også tager det tema opI videoer som We Are The Halluci Nation og A Lie Nation kommenteres konflikten mellem samfund med humane værdier og et samfund baseret på transhumane værdier.
Bevidsthedsmanipulation, mord, alternative verdener, AI, transhumanisme og mytologi.
Luk Verdensfortællerne ind i din bevidsthed og bliv underholdt med stof til eftertanke.

Verdensfortællerne nomineret til årets debutantpris


Verdensfortællerne har fået meget flotte anmeldelser de seneste par uger og nu er min debutroman blevet nomineret som årets romandebut.
Jeg er meget taknemlig for nomineringen og håber, at Verdensfortællerne bliver en af de to romaner, der udpeges som Årets debutroman.
En række bøger fra store forlag som Gyldendal, Lindhardt & Ringhof samt Politiken er nominerede, så det bliver spændende at se, om et lille forlag som Science Fiction Cirklen kan spise kirsebær med de store.
Det bliver også interessant at se, om en roman, som er klassificeret som science fiction, kan gå hen og vinde prisen.
Min mavefornemmelse er, at der stadig rynkes lidt på næsen af science fiction i det danske bogmarked, men det er ikke umuligt. I 2013 vandt Kristian Byskov med science fiction-romanen Mitose

Dygtige folk i dommerkomiteen
Med i dommerkomiteen sidder blandt andet kritikeren Lars Bukdahl, som jeg sætter stor pris på. Omkring 10. september ved vi, om han og de øvrige dommerkomite-medlemmer også sætter pris på Verdensfortællerne.
Hvis man dømmer efter de hidtidige anmeldelser bør Verdensfortællerne have en chance.

Sammenligninger med The Matrix og Johnny Mnemonic
Bogen fik blandt andet en rigtig god anmeldelse på bibliotekernes website for litteratur, Litteratursiden.
Med overskriften “Vellykket dansk science fiction om tankekontrol og hjernemanipulation udformet som en solid spændingsroman” skriver en begejstret bibliotekar om Verdensfortællerne med en lang række citat-venlige formuleringer som:
“Film og romaner som ’Johnny Mnemonic’ og ’The Matrix’ er nærtliggende sammenligninger, og Mygind klarer sig ganske glimrende i dette fornemme selskab.”
“det prisvindende resultat er blevet en særdeles glimrende og tankevækkende historie.”
“Langt hen ad vejen fungerer romanen som en glimrende spændingsroman, men med tilføjelsen af alternative verdener og avanceret videnskab løftes historien til et højere niveau, og resultatet er både spændende og tankevækkende.”

Anmeldelse i Prosabladet

Verdensfortællerne har også fået en rigtig god anmeldelse i Prosabladet, hvor der refereres til forfattere som William Gibson, Bruce Sterling og Edgar Allan Poe. Du kan bladre frem til side 32 – 33 i den digitale udgave af Prosabladet.

Støt Verdensfortællerne!
Derudover er der en lang række bogbloggere og læsere, som er blevet grebet af historien om Christian Dyrkøbs hektiske og besynderlige oplevelser, som udspiller sig efter han vågner en morgen med hukommelsestab og søvnparalyse.
Hvis du ikke allerede har købt bogen, kan du købe den direkte på Science Fiction Cirklens website eller hos boghandlere som Arnold Busck.
Du kan også låne den på biblioteket.
Du må meget gerne gå ind og give din vurdering af Verdensfortællerne på Goodreads, Bookeater og andre steder, som jeg ikke er klar over.
Send gerne en mail til mig, hvis du anmelder Verdensfortællerne andre steder end på Goodreads og Bookeater.
Du er også velkommen til at skrive til mig på mailFacebook eller Twitter, da jeg selvfølgelig er interesseret i at høre, hvad du som læser mener om bogen.

Verdensfortællerne slippes løs 6. maj!

Min roman Verdensfortællerne præsenteres på den årlige Dancon science fiction festival, der afholdes 6 – 7. maj kl. 10.30 – 17.30 i Valby Kulturhus.
Der er gratis adgang, så kom glad forbi!
Jeg vil være til stede om lørdagen, hvor der vil være en uformel reception for bogen.

En højaktuel fremtidsroman
Romanen tager fat på nogle højaktuelle emner i en medrivende og spændende historie om whistleblowers, fake news, mediemanipulation, internet-censur, overvågning og hemmelige tjenester. Der er tale om en højaktuel fremtidsroman, da handlingen udspiller sig i den nære fremtid

Vandt forlagskontrakt i romankonkurrence
Romanen vandt en forlagskontrakt i Science Fiction Cirklens store romankonkurrence i 2016, hvor forlagsredaktøren betegnede romanen som en techno-thriller.
Her er en kort beskrivelse af handlingen, der forhåbentlig ikke røber for meget.

Hukommelsestab, Verdensfortællere og mord
Christian vågner en morgen og har tilsyneladende mistet sin hukommelse. Da han finder manuskriptet til Verdensfortællerne, genvinder han langsomt hukommelsen og begynder at stykke sin fortid sammen.
En mystisk forlagsredaktør samt en teknologiskeptisk og kulturelt indflydelsesrig aktivistbevægelse er blot nogle af aktørerne i et sælsomt hændelsesforløb, hvor manuskriptet for Verdensfortællerne spiller en central rolle.
Manuskriptet er inspireret af virkelige hændelser, hvor journalister, krypteringseksperter og sikkerhedsfolk på mistænkelig vis er omkommet, tilsyneladende som følge af ulykker og selvmord. Men er det hele sandheden? Og hvem er de ukendte kræfter som er meget interesserede i at få fingre i manuskriptet?
Da en whistleblower med aktivisternes hjælp afslører en hidtil ukendt teknologi, bliver Christian hvirvlet ind i begivenheder, hvor de ukendte kræfter ikke viger tilbage for mord for at få fat på teknologien og Verdensfortællernes hemmeligheder.
På en hæsblæsende rejse gennem flere lande, drømme, religioner og tilsyneladende alternative virkeligheder må Christian konfrontere sin egen dystre fortid, inden han – og læseren – bringes nærmere en forklaring samt en forståelse for, hvordan menneskers bevidsthed kan manipuleres.

Håber du er blevet nysgerrig.
Forhåbentlig ses vi 6. maj i Valby Kulturhus til en snak om bøger, Verdensfortællere og bevidsthedsmanipulation.